Hvad er et bindingsværkshus?
Kort fortalt
Et bindingsværkshus er en bygning, hvor den bærende konstruktion består af træ. Konstruktionen er opbygget af stolper, bjælker, remme, løsholter, dokke og skråbånd, som samles med traditionelle tømmersamlinger. Mellemrummene – de såkaldte tavl – udfyldes traditionelt med mursten eller ler, men kan i dag også udføres med moderne biobaserede materialer som HempCrete (hampebeton), når det passer til bygningens konstruktion og anvendelse. Træværket bærer bygningen, mens tavlene beskytter mod vind og vejr og bidrager til husets indeklima.
Bindingsværk har været anvendt i Danmark siden middelalderen og udgør i dag en vigtig del af vores bygningskulturarv. Mange bindingsværkshuse er mere end 200 år gamle og kan med den rette vedligeholdelse holde i mange generationer endnu.
Hvad kendetegner et bindingsværkshus?
Det særlige ved et bindingsværkshus er, at den bærende konstruktion er synlig. Hvor moderne bygninger ofte skjuler deres konstruktion bag vægge og facader, er træets opbygning en naturlig del af husets arkitektur.
Konstruktionen består af lodrette stolper, vandrette løsholter og bjælker samt skråbånd, der tilsammen fordeler kræfterne i bygningen. De enkelte dele samles med traditionelle tømmersamlinger og trænagler – en byggemetode, som har været anvendt i århundreder.
Mellem træet opbygges tavlene, som traditionelt udføres i ler eller mursten og afsluttes med kalkmørtel. Tavlene er ikke bærende, men beskytter huset mod vind og vejr og bidrager samtidig til et sundt og diffusionsåbent byggeri.
Hvornår blev der bygget bindingsværkshuse i Danmark?
Bindingsværk har været anvendt i Danmark siden middelalderen, og de ældste bevarede bindingsværksbygninger stammer fra 1400-tallet.
Den største udbredelse fandt dog sted fra 1500-tallet og frem til midten af 1800-tallet. I denne periode blev langt størstedelen af både gårde, landsbyhuse, herregårde og købstadshuse opført i bindingsværk.
I slutningen af 1800-tallet ændrede byggeskikken sig gradvist. Teglværkerne blev mere effektive, transporten blev lettere, og grundmurede huse blev efterhånden det foretrukne valg.
Langt de fleste bindingsværkshuse, vi ser i dag, er opført fra omkring 1800 frem til 1930, hvor bindingsværk stort set ikke længere blev brugt som byggemetode i Danmark.
Selvom byggemetoden ikke længere anvendes i samme omfang, bliver den stadig brugt ved restaurering, rekonstruktion og nybyggeri, hvor man ønsker at videreføre de traditionelle håndværksprincipper.
Hvorfor byggede man bindingsværk?
Bindingsværk opstod ikke kun på grund af æstetik – det var en praktisk og økonomisk byggemetode.
I store dele af Danmark var egetræ en værdifuld ressource, og ved at opbygge huset som et skelet af kraftige tømmerstykker kunne man udnytte træet effektivt. Felterne mellem træet kunne udfyldes med de materialer, der var lettest tilgængelige lokalt, såsom ler, fletværk eller mursten.
Samtidig havde byggemetoden en stor fordel: Hvis en del af konstruktionen blev beskadiget, kunne den ofte repareres eller udskiftes uden at rive hele huset ned. Det er en af hovedårsagerne til, at mange bindingsværkshuse stadig står i dag.
Hvordan varierer bindingsværk rundt om i Danmark?
Bindingsværk ser ikke ens ud over hele Danmark. Tværtimod afspejler husene de materialer, håndværkstraditioner og byggeskikke, som har præget de enkelte egne gennem århundreder.
På Fyn ses ofte harmoniske konstruktioner udført i kraftigt egetømmer med velafbalancerede proportioner. Mange fynske bindingsværkshuse er rigt opbygget med løsholter, dokker og skråbånd, som både styrker konstruktionen og giver facaden sit karakteristiske udtryk.
I Sønderjylland er bindingsværket ofte kraftigt dimensioneret med lange længer og markante konstruktioner.
På Sjælland ser vi derimod ofte en mere træfattig byggeskik. Mange konstruktioner er udført i fyrretræ og består flere steder primært af stolper og remme med færre løsholter og dokker end det, man typisk ser på Fyn. Det giver et mere enkelt udtryk og afspejler de lokale byggeskikke og materialevalg.
I Vestjylland var træ en mere begrænset ressource, og derfor udviklede byggeskikken sig anderledes med større brug af andre byggematerialer.
Disse regionale forskelle gør bindingsværk til en spændende del af den danske bygningskultur og fortæller samtidig historien om de lokale håndværkstraditioner.
Hvilke materialer indgår i et bindingsværkshus?
Et traditionelt bindingsværkshus er opbygget af naturlige materialer, der arbejder sammen.
De vigtigste materialer er:
- Egetræ til den bærende konstruktion, fordi det har en høj naturlig holdbarhed.
- Douglasgran, som i dag ofte anvendes til sekundære konstruktioner og udskiftninger.
- Mursten eller ler til tavlene.
- Kalkmørtel, som beskytter murværket og tillader fugten at vandre naturligt gennem konstruktionen.
- Linoliemaling, der beskytter træværket uden at lukke fugten inde.
Fælles for materialerne er, at de er diffusionsåbne og arbejder med huset – ikke imod det.
Hvad er forskellen på et halvtømret hus og et bindingsværkshus?
Begreberne bruges ofte i flæng, men de beskriver ikke nødvendigvis det samme.
Et bindingsværkshus er en bygning, hvor den bærende konstruktion består af synligt træ med tavl imellem.
Et halvtømret hus er en særlig type bindingsværkshus, hvor den nederste del af facaden er opført som en grundmuret sokkel eller et grundmuret stueparti, mens den øverste del fortsat er udført i bindingsværk.
Denne byggemetode blev især udbredt i 1700- og 1800-tallet, hvor man ønskede at beskytte den nederste del af træværket mod fugt, opsprøjt fra regnvand og daglig slitage.
I dag bruges betegnelsen “halvtømret hus” ofte mere bredt, men bygningshistorisk dækker den over denne særlige kombination af grundmur og bindingsværk.
Hvorfor holder bindingsværk så længe?
Når man ser et bindingsværkshus fra 1700-tallet eller endnu ældre, er det nærliggende at spørge, hvordan det stadig kan stå.
Forklaringen ligger i konstruktionen og materialerne.
Bindingsværk er opbygget, så de enkelte dele kan udskiftes, når de bliver slidte. En bundrem, stolpe eller bjælke kan repareres eller erstattes, uden at resten af huset nødvendigvis påvirkes.
Samtidig er huset bygget af materialer, der kan optage og afgive fugt. Det betyder, at konstruktionen kan tørre naturligt, hvis den vedligeholdes korrekt.
Det er ofte ikke alderen, der er den største udfordring – men senere reparationer udført med materialer, som ikke passer til husets oprindelige opbygning.
Det oplever vi i praksis
“Når vi åbner op i et gammelt bindingsværkshus, bliver vi ofte mødt af små spor fra tidligere generationers håndværkere. Nogle reparationer holder stadig efter 100 år, mens andre – udført med moderne materialer, der ikke passer til huset – har fremskyndet nedbrydningen. Det bekræfter os i én ting: Gamle huse fungerer bedst, når de får lov til at blive repareret med materialer og metoder, der respekterer den måde, de oprindeligt er bygget på.”
Det oplever vi i praksis
“Mange bliver overraskede over, hvor godt et gammelt bindingsværk kan bevares. Ofte er det ikke hele konstruktionen, der skal udskiftes, men kun de enkelte dele, som er blevet nedbrudt. Det gør det muligt at bevare en stor del af det originale håndværk og samtidig sikre huset mange år frem.”
Vidste du, at…
De fleste tror, at tavlene bærer huset. I virkeligheden er det trækonstruktionen, der bærer hele bygningen. Tavlene fungerer primært som klimaskærm og kan derfor ofte repareres eller udskiftes uden at ændre på husets bærende konstruktion.
Vidste du, at…
Ordet bindingsværk stammer fra det gamle håndværksudtryk at afbinde. Når en bindingsværkskonstruktion afbindes, bliver alle tømmerdele tilpasset og samlet på jorden, inden de rejses. Hos HH Tømrer og Bindingsværk arbejder vi fortsat efter dette princip, når vi fremstiller hele facader og gavle på vores værksted, hvor de prøvesamles, inden de transporteres ud og monteres på bygningen.